Der kommer til at være flere klassiske biler end normalt på vejene omkring Tissø lørdag den 12. september. Den dag afvikler Dansk Rally Club nemlig sit DRC Classic Regularity.
”Løbet er dels femte afdeling af DASU Classic Regularity-turneringen, dels tredje afdeling af Nordic Championship Regularity,” fortælller Erik Andersen, som er løbsleder. ”Løbet bliver afviklet på landevejene i det vestsjællandske, specielt øst og nord for Tissø.”
I DRC Classic Regularity handler det om at køre præcist. Ikke for hurtigt, ikke for langsomt, men så tæt på den gennemsnitshastighed, der er udstukket. Eksempelvis 40 km/t. Hvert sekund en hemmelig tidskontrol passeres for tidligt eller for sent udløser et strafpoint. Og selv om man kan nøjes med en tiendedels afvigelse, resulterer det stadig i en tiendedel strafpoint.
”DRC Classic Race Regularity får base ved Sæby Forsamlingshus,” siger Erik Andersen. ”Her bliver der flere gange god mulighed for at kikke på de klassiske biler. Allerede ved 8-tiden møder de første deltagere ind til den tekniske kontrol, og først ved 10.30-tiden har det sidste mandskab forladt parkeringspladsen for at bevæge sig ud på ruten.”
To gange mere kan man opleve de ældre biler ved Sæby Forsamlingshus. Første gang i tidsrummet fra 12.50 til 14.20, hvor feltet holder pause, og fra 16.40, hvor deltagerne kommer i mål.
Hvis man er til klassiske biler, er Bromølle Kro også et godt udflugtsmål lørdag den 12. september. Fra 11.20 og godt en time frem holder feltet pause på parkeringspladsen på modsatte side af landevejen. Om eftermiddagen vender feltet tilbage i tidsrummet 15.00-16.00.
Normalt sidder Erik Andersen i codriversædet ved siden af Per Vilslev i dennes Opel Kadett GT/E. De har deltaget i mange løb i såvel ind- som udland. Det har givet dem inspiration til den rutebog, som deltagerne i Dansk Rally Clubs løb skal følge. ”I udlandet har vi ikke kørt efter kort, men efter de såkaldte tulipaner, som man kalder dem,” siger Erik Andersen. ”Det er enkle skitser over det nærmeste vejkryds, som med en pil angiver, hvilken vej i krydset man skal fortsætte ad.”

