Godt 40 klassiske biler fra årgang 1962 frem til årgang 1997 var til start, da Motor Klubben Centrum lørdag afviklede sit FTZ Classic, der var årets sidste afdeling af den landsdækkende DASU Classic Regularity-turnering.
Løbet havde start ved FTZ’s nye centrallager ved Rørup vest for Odense, hvorfra deltagerne blev sendt nordpå i retning mod Morud ad de mindre fynske biveje. Her skulle der dystes om at tilbagelægge de indlagte sekundetaper så præcist som muligt ved gennemsnitshastigheder så tæt på f.eks. 42 km/t. Hver tiendedels afvigelse – positiv som negativ – udløste strafpoint for deltagerne. Fra Morud gik ruten videre mod syd mod målet ved Fangel Kro.
Bedst af alle til denne opgave var Leif Poulsen/Kent Poulsen, Fårvang/Silkeborg, som indkasserede 6,90 strafsekunder og med løbssejren i Expert-klassen tillige erobrede det danske mesterskab i klassen. Men kampen om den generelle sejr i FTZ Classic var tæt. Vinderne af Sport-klassen, Søren Tangaa/Jan Østergaard, Christiansfeld/Juelsminde, blev noteret for 7,70 strafsekunder, mens toerne i Expert-klassen, Henning Friborg/Else Friborg, begge Them, blev tredjebedste hold med 8,30 strafsekunder.
Løbet blev imidlertid afkortet grundet et sammenstød mellem to af de deltagende mandskaber. Dette skete som følge af en misforståelse ved en passage på en bakketop. Der skete kun materiel skade, selv om mandskaberne blev kørt til tjek på sygehuset.
Top tre i de danske mesterskaber i de fire forskellige klasser var følgende:
Elite: Guld: Poul Brøndum/Poul Brøndum, begge Randers (Toyota Corolla 1985). Sølv: Lars Palle/Poul Bo Madsen, Varde/Struer (Volvo 440 Turbo 1989). Bronze: Søren Bjerring/Lars Kruse, Haarby/Odense (Volvo 142 1972).
Expert: Guld: Leif Poulsen/Kent Poulsen, Fårvang/Silkeborg (Porsche 911 1976). Sølv: Kim Bach Sørensen/Freja Damgaard Sørensen, begge Stenløse (Toyota Corolla GT 1986). Bronze: Henning Friborg/Else Friborg, begge Them (Volvo 142S 1970)
Sport: Guld: Torben Weber Andersen/Frederik Weber Wellendorf, Holte/Vanløse (VW Scirocco GTL 1985). Sølv: Peter Carlsson/Michael Lauritsen, Ølstykke/Slangerup (Talbot Matra Murena 1983). Bronze: Peter Hansen/Hans Christian Graulund Jensen, begge Store Heddinge (Peugeot 205 GTI 1987).
Touring: Guld: Arne Fasberg/Lone Fasberg, begge Karlslunde (Opel Astra 1993). Sølv: René Hinsch/Birgit Schirmacher Hinsch, begge Smørum (VW Golf 1988). Bronze: Birch Johannesen/Maria Johannesen, begge Græsted (Renault 25 1991).

