I samarbejde med SONAX afholder Dansk Automobil Sports Union i 2022 et mesterskab i Historisk pålidelighedsløb, hvor mestrene kåres ud fra resultaterne i 5 ud af 7 løb. Faktisk er der tale om hele 4 mesterskaber, idet deltagerne er opdelt i forskellige klasser alt efter mandskabets erfaring. De 7 løb er fordelt ud over hele landet, og her er Lemvig og Omegns Motor Sport blevet tildelt 6. afdeling af turneringen.
Her kan du og din klassiske bil prøve kræfter med Historisk pålidelighedsløb i en afslappet form for motorsport, hvor alle kan være med. Historisk pålidelighedsløb køres næsten 100% på asfalterede veje. Kort fortalt handler det om at kunne køre en rute med en bestemt gennemsnitshastighed, som aldrig overstiger 50 km/t., og deltagerne ledes på vej af oplysninger i en letforståelig rutebog. Ruten går ofte ad nogle af Danmarks smukkeste veje, så deltagerne også får en god oplevelse med sig hjem.
Lemvig og Omegns Motor Sport forventer ca. 40 deltagerhold til start lørdag den 1. oktober.
Arne Fasberg, med broderen Bent Fasberg i højresædet fører Touring klassen efter de første fem afdelinger af SONAX DASU Classic turneringen.
Teknisk kontrol er hos SVJ a/s, Søren V. Jensen Totalentreprise fra kl. 08.00 – 09.00. Her monterer deltagerne selv startnummer samt transponder, som bruges til at registrere tiden ved de på ruten opstillede hemmelige tidskontroller.
Den officielle start på løbet er kl. 10.00 fra Lemtorpskolen i Lemvig, med et startinterval på 1 minut. Deltagerne kører første del af løbet på knap 90 km, hvor interesserede kan se de flotte biler passere forbi Lemvigs smukke havnemiljø mellem kl. ca. 10:00 og 10:50. Herefter går ruten mod vest gennem den smukke natur med bakker, fjord og hav, dette måske med vestjysk efterårsvejr, Deltagerne passerer forbi Lemvig Sø mellem kl. 11:50 og 12:40, inden der holdes frokostpause på Lemtorpskolen på Nissumvej 10 i Nørlem kl. 12.45.
De førende i Sport klassen, Torben Weber Andersen, Holte og datteren Emilie Weber Wellendorf, Frederiksberg passerer her en af de opstillede hemmelige tidskontroller.
Kl. ca. 13:30, starter deltagerne igen fra Lemtorpskolen på anden del af løbet, hvor ruten går mod øst med udsigt over den smukke Limfjord med bakker og dale fra istiden. Turen fortsætter nord over Limfjorden, Thyholm med en lille pause vest for Hvidbjerg på en af områdets p-pladser med udsigt til Thyborøn. Ruten fortsætter mod nordvest ad smukke snoede veje med en del bakker, og hvor der en stor del af tiden er udsigt over Limfjorden for igen at vende tilbage til endnu en lille pause vest for Hvidbjerg. Turen går herefter over Thyholm, hvor der bl.a. vil være udsigt til Jegindø, inden turen igen går mod Lemvig. Ca. kl. 17.30 slutter løbet på Lemtorpskolen, hvor der er fællesspisning.
Ægteparret Hanne og Poul Juhl-Godballe fra Ry er på førstepladsen i Expert klassen efter de første fem afdelinger af SONAX DASU Classic turneringen.
Som sædvanlig er løbet for biler, der er indregistreret første gang 1990 eller tidligere. Dog kan nyere biler deltage i Begynder eller Åben klasse. Begynderklassen er for nye i sporten, og her starter du til halv pris!
Efter de første fem afdelinger af SONAX DASU Classic, fører Poul- og Egon Brøndum fra Randers Elite klassen.
”Vi ved, at mange indehavere af klassiske biler gerne vil bruge bilen til lidt mere, end blot at køre en lille tur en gang imellem. I Historisk pålidelighedsløb får man både luftet bilen og oplever hyggeligt samvær med ligesindede, og man ser smukke steder i Danmark. Dertil krydret med lidt konkurrence, som man kan vælge at gå meget op i eller blot at være med”,
fortæller løbslederteamet, Jan Kuipers og Herluf Bjerg fra Lemvig og Omegns Motor Sport.
Se evt. mere på www.loms.dk – https://dasuclassic.dk/ eller læs mere på DASU Vejsport under fanebladet SONEX DASU Classic.
Hvis man er interesseret i at prøve pålidelighedsløb, er man meget velkommen til at ringe til sekretariatet før løbet på 24 41 99 28, for at høre nærmere.
SONAX DASU Classic 2022 kan følges på:
www.dasuclassic.dk eller www.facebook.com/dasuclassic
/Lemvig og Omegns Motor Sport (LOMS)