Leif og Kent Poulsen tager sejren i Oresund Rally
Landets store rally for klassiske biler, Oresund Rally, fik lørdag en meget overraskende udgang.
Porsche-kørerne, far og søn-mandskabet Leif Poulsen fra Fårvang og Kent Poulsen fra Silkeborg, vandt uventet og for første gang nogensinde et løb i SONAX DASU Classic-mesterskabet, og samtidig var det første gang, at en Porsche vandt Oresund Rally.
Konkurrenterne så mest støvet fra Leif og Kent Poulsens Porsche 911 Carrera under Oresund Rally.
I 1980 var Leif Poulsen danmarksmester i hastighedsrally, nu deltager han med sin søn Kent og deres Porsche 911 Carrera fra 1976 i pålidelighedsrally i mesterskabets næstbedste division, alligevel slog de holdene i Expert-klassen.
”Da vi hørte, at løbsledelsen havde skruet op for sværhedsgraden, måtte vi ud at øve på de små veje nogle dage før løbet,” smilede Leif Poulsen ved mål i Roskilde.
De toperfarne rallyeksperter Niels Erik Jørgensen og Arne Pagh fik en andenplads med hjem fra Oresund Rally i deres Honda CRX fra 1986.
Løbets samlede andenplads gik til Niels Erik Jørgensen fra Assens og Arne Pagh fra Middelfart i Honda CRX fra 1986, og på tredjepladsen kom far og datter Torben Weber Andersen fra Vedbæk og Emilie Weber Wellendorf fra Frederiksberg i Volkswagen Scirocco GTL fra 1985.
I dag blandt landets bedste, selv om de kun kører i næstbedste division: Far og datter, Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf, fik en tredjeplads i Oresund Rally med deres Volkswagen Scirocco GTL fra 1985.
To elbiler havde fundet vej til det klassiske løb.
Bedste elbil i Oresund Rally blev denne CUPRA Born kørt af far og søn, Jens Gandrup og Kristian Flensbak.
Efter en meget tæt kamp løbet igennem vandt far og søn Jens Gandrup fra Odense og Kristian Flensbak fra Aarhus i en CUPRA Born elbil en kneben sejr foran dansk-svenskerne Karsten M. Svensson fra Ringsted og Hans Sylvan fra Stockholm i en Aiways U5 elbil. Det var andet år i træk, at Flensbak sad med i bedste elbil.
Tæt på sejren, men ikke tæt nok: Karsten M. Svensson og Hans Sylvan blev næstbedste elbil i Oresund Rally med denne Aiways U5.
”Vi har elbilerne med i Oresund Rally for bevise, at elbiler kan dyste i motorsport på lige fod med almindelige biler,” siger løbets PR-chef Michael Eisenberg.
Oresund Rally har også en turistklasse, hvor mennesker, der har drømt at køre rally, men aldrig prøvet det, kan få deres ilddåb under sikre, trygge forhold. Klassen blev vundet af Lars Anker Jørgensen fra København V og Henning Rosenwanger fra Ølsted i en Morris Mascot fra 1978.
Turistklassen i Oresund Rally for de helt nye i sporten blev vundet af Lars Anker Jørgensen og Henning Rosenwanger i en Morris Mascot fra 1978.
Oresund Rally blev afviklet for 12. gang siden 2011 og er et af landets førende pålidelighedsløb for klassiske biler fra før 1991.
Oresund Rally, generalklassement:
1. Leif Poulsen, Fårvang, og Kent Poulsen, Silkeborg, Porsche 911 Carrera, 1976, 17,90 strafpoint.
2. Niels Erik Jørgensen, Assens, Arne Pagh, Middelfart, Honda CRX, 1986, 24,50 strafpoint.
3. Torben Weber Andersen, Vedbæk, Emilie Weber Wellendorf, Frederiksberg, Volkswagen Scirocco GTL, 1985, 26.30 strafpoint.
Resultater i øvrigt:
Se alle resultater i Oresund Rally her: