På en dag med temperaturer der nærmede sig 30 grader blev 3. afdeling af Danmarksmesterskabet i pålidelighedsløb en varm oplevelse for deltagerne i de klassiske biler uden aircondition.

Lime Forsamlingshus på Markvænget 2, Lime ved 8544 Mørke var rammen om årets hidtil varmeste afdeling af SONAX DASU Classic turneringen, som er Danmarksmesterskabet i pålidelighedsløb for klassiske biler, indregistreret før 31. december 1990.

Vinderne af Touring-klassen i Djursland Løbet, Arne Lundgaard og Søren Kamp fra Holstebro er her fanget på en af løbets grusveje.

Løbsleder Hans Ole Nielsen havde atter, sammen med sit erfarne team, lavet en meget udfordrende rute på de små kommuneveje på det vestlige Djursland. Det var 12. gang at Hans Ole Nielsen stod i spidsen for Djursland Løbet.


Torben Weber Andersen med datteren Emilie Weber Wellendorf som kortlæser gennemførte Djursland Løbet som bedste mandskab totalt, og blev dermed også vinder af Sport-klassen.

Løbet var delt op i fire sektioner, som alle gik gennem den flotte og kuperede natur i områderne omkring Lime, Skørring, Fårup, Røved, Todbjerg, Mygind, Lund, Langkastrup, Grund, Allingåbro, Pindstrup og Hvilsager. Pauserne i henholdsvis Ødum, Lime og Allingåbro var godt besøgt af interesserede tilskuere, som nød den flotte sommerdag med at kigge på de mange velholdte klassiske biler. Også langs ruten havde mange beboere, stillet sig op, for at betragte de flotte biler og give deltagerne en glad hilsen med på vejen med et vink eller en ”thumb up”.


Med en 1. plads i Djursland Løbet øgede Bent Mikkelsen og Kurt Rasmussen deres føring i kampen Danmarksmesterskabet i Ekspert-klassen efter årets tre første afdelinger

Efter løbet roste deltagerne arrangementet, som var en intens oplevelse. Der skulle køres med stor koncentration hele tiden, for at kunne holde den angivne gennemsnitshastighed, som i øvrig altid ligger under 50 km/t.


Far og søn mandskabet, Lars Hjorth og Simon Hjorth kørte den flotte hvide Triumph TR4A fra 1966 ind på en flot 1. plads i Elite-klassen, hvor man kører uden elektroniske hjælpemidler.

Ved mål omkring kl. 17 ved Lime Forsamlingshus, var der grundlag for mange gode snakke mellem deltagerne om dagens oplevelser. Alle var enige om, at det var et rigtigt godt arrangeret pålidelighedsløb af høj sværhedsgrad og en kvalitet, som var en mesterskabsafdeling værdig.

Resultaterne i de fire mesterskabsklasser blev:

Touring-klassen:
Nr. 1 – Arne Lundgaard, Holstebro / Søren Kamp, Holstebro
Saab 96, årgang 1963 – 19,30 point

Nr. 2 – Kaj Jakobsen, Ans / Kaj Mikkelsen, Sporup
Opel Monza, årgang 1983 – 41,85 point

Nr. 3 – Torben Sørensen, Vedbæk / Anni Sørensen, Vedbæk
Porsche 928 S4, årgang 1990 – 43,80 point

Sport-klassen:
Nr. 1 – Torben Weber Andersen, Holte / Emilie Weber Wellendorf, Frederiksberg
VW Scirocco GTL, årgang 1985 – 12,70 point

Nr. 2 – Leif Poulsen, Fårvang / Kent Poulsen, Silkeborg
Porsche 911Carrera, årgang 1976 – 15,50 point

Nr. 3 – Niels Chr. Madsen, Brøndby / Olav Madsen, Flyinge
Alfa Romeo Alfasud 1.5, årgang 1982 – 44,30 point

Expert-klassen:
Nr. 1 – Bent Mikkelsen, Vejle / Kurt Rasmussen, Bjerringbro
Honda Civic VTEC, årgang 1990 – 15,40 point

Nr. 2 – Henning Friborg, Them / Else Friborg, Them,
VW Golf GTI, årgang 1986 – 20,20 point

Nr. 3 – Poul Juhl Godballe, Ry / Hanne Juhl Godballe, Ry
VW Golf GT, årgang 1988 – 21,90 point

Elite-klassen:
Nr. 1 – Lars Hjorth, Dianalund / Simon Hjorth, Middelfart
Triumph TR4A, årgang 1966 – 54,00 point

Nr. 2 – Poul Brøndum, Randers NV / Egon Brøndum, Randers NV
Toyota Corolla 1300, årgang 1985, 59,40 point

Nr. 3 – Torben Falck Hansen, Haslev / Bjarne Kristensen, Næstved
Toyota Celica Supra 2,8i, årgang 1983, 77,90 point

Aarhus Automobil Sport,
Løbsleder Hans Ole Nielsen